Nyheder fra DBI
Vær altid opdateret

Upcycle 3.0 skal bane vejen for mere genbrug af bærende træ i byggeriet

DBI er projektleder på det nye projekt ’Upcycle 3.0 – vejen til skaleret genbrug af bærende træ’, som har til formål at muliggøre genbrug af bærende træ i primært byggeriet.

Træ er en knap ressource på grund af den lange væksttid. Bærende konstruktioner laves af noget af det bedste kvalitetstræ, som på længere sigt kan blive svært at anskaffe. Derfor er DBI nu gået sammen med bl.a. DTU og Aalborg Universitet om projektet Upcycle 3.0, som løber frem til oktober 2024. Projektet skal skitsere, hvordan man kan indsamle og cirkulere bærende træ i byggeriet så længe som muligt, inden det bliver downcyclet og til sidst brændt af.

Potentialet er stort

I et tidligere innovationssamarbejde, Orangeri 2.0 blev det klarlagt, hvordan udfordringen kan løses inden for sekundært byggeri. Potentialet er dog langt større i det primære byggeri, men det kræver en grundig afdækning af de barrierer og risici, der er forbundet med brugen af genbrugt, bærende træ.

”At få skitseret en klar vej til skaleret genbrug af bærende træ er det første vigtige skridt på vejen til at vi kan cirkulere bærende træ i byggeriet i så lang tid som muligt, før det bliver downcyclet eller brugt til f.eks. opvarmning. Desuden vil det kunne begrænse fældning af skov.”

– Claus Langhoff, projektleder hos DBI

Afdækning af risici for at finde vejen

Træ er et biobaseret materiale, og dokumentation og beregninger i forhold til brand, statik og afklaring af jura er de primære udfordringer for genanvendelsen – også i dette projekt.

Projektet er derfor inddelt i to faser. Den indledende fase handler om afdækning af barrierer og risici gennem bl.a. interviews og workshops med interessenter fra byggebranchen. Desuden kan der blive tale om enkelte eksplorative brandtest. I fase 2 kortlægges vejen til at håndtere de gældende barrierer og risici med henblik på at muliggøre skaleret genbrug af bærende træ i det primære byggeri.

Målgruppen er hele byggeriet, men med særligt fokus på nedrivningsfirmaer, distributører af genbrugsmaterialer, og ikke mindst rådgivende og projekterende arkitekter og ingeniører.

Hvem er med?

Dansk Brand og Sikringsteknisk Institut (DBI), Aalborg Universitet (BUILD), Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Titan Nedbrydning, Frandsen & Søndergaard, Arkitektfirmaet NORD, DNV, STARK, Genbyg, Nordic Wood Industries og Enemærke & Petersen.

Projektet er medfinansieret af WE BUILD DENMARK.

Læs mere om projektet via WE BUILD DENMARK her

Projektet løber fra marts 2024 - oktober 2024
Claus Langhoff

Projektansvarlig
Claus Langhoff
Projektleder, forskning- og udvikling, Arkitekt

OPRET DIG SOM BRUGER OG HOLD DIG OPDATERET PÅ NYHEDER OM BRAND OG SIKRING